Emil Schou Schmidt  Stockmarr blev født d. 22-5-1902 i Varde.

Emil Schmidt døde d. 10-10-1983 på Frederiksberg.

Forældrene var Togfører Christian Geertsen Schmidt og Mariane Louise, f. Schou.

Emil Schmidt blev gift med Frk. Hamborger fra Lem i Vestjylland o. 1925-1928.

Tegneren Emil Schmidt havde tegnet, siden han var ganske lille, og i skoletiden nød både lærere og skolekammerater hans sjove påfund med blyant, pen og blæk; men faderen, der var togfører, mente ikke, sønnen skulle være tegner. Han skulle til jernbanen, så efter realeksamen i Esbjerg kom Emil Schmidt i lære som trafikassistent. Da han var uddannet, blev han udstationeret i Vestjylland. Her mødte han sin senere kone, som han sendte små tegninger til i kærlighedsbrevene. Han blev, af svigerfaderen, opfordret til at indsende nogle af tegningerne, hvilket han gjorde til Magasinet, som var et ugentligt tillæg til Politiken. Han blev straks antaget som tegner - og han leverede tegninger til Magasinets humørsider fra o. 1934-1947. Emil Schmidt fik aldrig nogen uddannelse som tegner; men hans fine humørtegninger blev populære hos alle, og han blev accepteret til fulde af bladtegnerkollegerne. Kort efter 2. Verdenskrig blev han forfremmet til trafikkontrollør på Københavns Hovedbanegård, og tegneriet gik i en årrække næsten helt i stå. Efter pensionsalderen tog han tegning og kunstmaleriet op igen, dog kun på et hobbyplan - han døde 81 år gammel på Frederiksberg.

På postkortområdet kendes desværre kun denne ene serie, som er lavet til fotofirmaet Polyfon - tanken med postkortene var, at man skulle sætte et foto af sig selv på de tegnede postkort, og så sende dem til familie og venner. - serien har været på 20 kort (se postkort nr. 6). - Denne type af postkort kendes også fra andre lande.

I bogen "Saadan tegner Vi" fra 1945 kan man læse følgende:

Emil Schmidt

Assistent og Tegner kalder Emil Schmidt sig i Telefonbogen. Altsaa maa han være Amatørtegner. Han er Togførersøn fra Esbjerg, født 1902. Kom selv til Jernbanen. Tjente sin Assistent-Stjerne paa de lange vestjydske Strækninger.
Som Assistent stod han blandt andet paa Perronen i Lem og gav Afgangssignal med det grønne Flag. I Toget sad en Skolepige, som skulde til Realskolen i Tarm. Det blev til lidt Blinken, senere til Forlovelse. Det var en glødende Trang til ugentlig at sende denne Skolepige et Par smaa satiriske Tegninger, som lagde Grunden til Emil Schmidts Tegnevirksomhed.
Skolepigen blev hans Hustru, og saaledes kom Tegningerne retur. Skolepigens Far, den tegneinteresserede Læge Hamburger i Lem, roste Tegningerne i den Grad, at den ellers meget beskedne Trafikassistent dristede sig til at sende dem ind til "Politiken" til Bedømmelse.
Det var en lykkelig Afløsningsassistent, som nogen Tid efter fik Meddelelse om, at Politikens Magasin havde accepteret nogle af hans indsendte satiriske Tegninger og ønskede flere sendt omgaaende.
Nu gjaldt det om at faa Plads til Tegneartiklerne i den lille Haandkuffert, som paa Udkommandorejserne var stærkt optaget af Uniformen, Vækkeuret og Tandbørsten.
Det blev uforglemmelige Aar, hvor Blyant, Tusch og Farver flittigt blir brugt (uden nævneværdige Forsinkelser for Toggangen).
Det vrimlede jo med Motiver alle vegne. I Afholdshjem og Kroer, under Salmesang og Kortspil, foran Billetlugerne og i Togene. Herlige Ansigter fra Vest- og Uldjydernes Land, fra Thy, Mors og Salling.
Da Emil Schmidts "Værnepligt" som Afløsningsassistent efter fire Aars Forløb var aftjent, var det naturligt, at Jyden vilde prøve Lykken i København.
Her voksede hans »Hobby« fra at være et beskedent Fritidsarbejde til en anselig Produktion af Vittighedstegninger til mange forskellige Blade. Men det var dog paa Magasinets "Den muntre Side", Emil Schmidt vandt sit Publikum. Mangfoldige typiserede Fysiognomier og varmblodede Pigebørn har her passeret Revue i Schmidts særprægede Streg, som virker alt andet end amatørmæssig. Han slipper helst ikke en Figur paa Papiret, før han har faaet pustet
Liv i den.
Hans hedengangne tidligere Kollega ved Statsbanerne, Digteren Johannes Buchholtz, skrev engang til ham: "Jeg synes svært godt om Deres Streg og om Deres meget varierede og meget morsomme Typer." En Menneske skildrers Opmuntring.
Andre har dog ogsaa givet ham det glatte Lag gennem Klager til "Magasinet", navnlig naar Kvinderne paa "Den muntre Side" blev lidt for æggende. Ogsaa en Slags Opmuntring.
Men Schmidt kender sin Begrænsning. Han siger hellere nej til en Bestilling, end paatager sig Arbejde, som hans Mangel paa virkelig Rutine og teknisk Viden forbyder ham.
Man kan ikke samtidig tjene to Guder helt. Det maa Emil Schmidt bittert erfare. Han vil nemlig, som han selv siger, forblive Amatør baade som Jernbanemand og som Tegner.