Illa Winkelhorn
(Illa Nedergaard Pedersen) blev født i København d. 2-6-1912.
Illa Winkelhorn døde d. 19-8-2001 i
Charlottenlund.
Moderen var Ingeborg Jensen, der
oprindelig kom fra Lemvig.
Illa blev gift d. 9. maj 1942 med
bankmanden Kjeld Granjean Winkelhorn (1905-1981).
Illa Winkelhorn betegnede sig selv som
autodidakt tegner; men hun havde dog fået tegneundervisning både hos Emil Krause
og Folmer Bonnén.
I slutningen af 1930´erne ernærede Illa
sig som reklame- og katalogtegner, bl.a. hos Daells Varehus. Allerede på det
tidspunkt var børn i nat- og undertøj hendes foretrukne illustrationer (se
nedenfor). Gennem hele livet var det børn i alle situationer, hun illustrerede
på den smukkeste måde - selv fik hun ingen børn.
Hendes karriere som tegner kom til at
hænge nøje sammen med Carl Stenders Kunstforlag. I 1943 var hun begyndt som
freelancetegner hos Stender, og d. 1. april 1944 blev hun fastansat, og hun
fortsatte til d. 1. januar 1980, hvor hun var nødt til at
stoppe p.g.a. personalepolitikken i firmaet, der sagde, at man skulle stoppe
inden udgangen af det fyldte 67. år. Hun stoppede dog slet ikke, nu sad hun blot
derhjemme og tegnede til Stender - ofte var det da uden signatur. Hendes sidste
tegning til Stender blev lavet i 1992, og hun stoppede samtidig med, at firmaet blev
solgt til det svenske Pictura A/S.
Sideløbende med fastansættelsen hos
Stender havde Illa Winkelhorn andre opgaver - bl.a. fortsatte hun med at tegne
børn til varekataloget fra Daells Varehus.
Der kendes 3 forskellige signaturer.
Illa begyndte med signaturen med det røde hjerte over i o. 1967.
Hendes arbejde hos Stender bestod i
illustrationer til mange, forskellige papirartikler. Hun har lavet postkort,
indbydelseskort, fødselsdagskort, de små kort til julegaver, gavepapir, alm. telegrammer,
konfirmations-telegrammer, kort til barnedåb, humørkort, kravlenisser og
påklædningsdukker osv.
Det var Illa Winkelhorn, der i 1943
lavede det kendte påklædningsdukkeark med den lille prinsesse Margrethe, der
kunne påklædes forskellige nationaldragter.
På postkortområdet har hun lavet
utallige kort, og hendes produktion nærmede sig nok o. 2000 kort. På denne side er
kun vist et lille repræsentativt udvalg. De fleste af hendes postkort kom i serier af 4 kort og her
er vist hele serier, undtagen serien fra frihedsåret 1945, hvor der kendes
mindst 10 kort. Webmasteren har også prøvet at vise kortene kronologisk med de
ældste først - minus de sidste 8, som er blomsterkort - alene af blomsterkort har hun
lavet flere hundrede.
Tusind tak til Jørgen Klingenborg for
tilladelsen til at låne de fine billeder af Illa - og tusind tak til Inga Hansen
for muligheden for at vise uddrag af hendes fantastiske samling af Illa kort,
der tæller mere end 1200 kort.
|